Laos 2000

 
Mit første besøg til Laos var tilbage i 2000 i forbindelse med en længere rundrejse til Thailand hvor jeg først rejste 2 uger med Tina i det sydlige Thailand og derefter 3 uger nordpå med min gode ven Jonas. Vi krydsede grænsen mellem Thailand og Laos ved Chiang Khong/Huay Xai, og hurtig kom Thailand til at fremstå som et yderst velorganiseret og velstående land sammenlignet med Laos. Der var ingen biler, og heller ikke mange mennesker i den lille grænseby. Vi endte med at rejse i Laos i en uge og har faktisk mange sjove minder fra landet.. og også minder som vi kan grine af nu – men ikke da vi var midt i det, bla.:

 

Først skulle vi have vekslet penge - med vores visa kort kunne vi hæve 100USD som straks skulle veksles til den lokale KIP. Da den største seddel i Laos svarer til 5 dkk kan i nok regen ud at med 100usd i KIP-penge, gik vi ud af banken med samtlige lommer fyldt med deres penge..

 

Den første aften i Laos skulle vi finde et sted at spise i den lille grænseby. Det var ikke let, og vi skulle nok have valgt at spise på det guest house hvor vi boede på.. Vi fandt et lille sted hvor det dyreste på menuen var en ”beef steak” til 10 kr!! Vi forventede ikke den fineste engelske bøf – men alligevel.. Vi fik hver en skål med små ”kødstrimler” blandet med en masse frisk koriander. De såkalde kødstrimler var hårde og seje som lædder og kunne ikke tykkes men kun sluges. Desuden lærte vi at vi ikke kan lide frisk koriander. Vi forsøgte at fodre hundene med det, så det skulle se ud som om vi havde spist lidt, men hundene var heller ikke vildt begejstret for det, så vi endte med at ligge pengene på bordet og så skylde os videre – tror det endte med chokoladekiks og magnum-is til aftensmad den dag!

Næste dag skulle vi med slow boat ad Mekong floden til Luang Prabang. En tur der ville tage 2 dage med en overnatning undervejs i den lille landsby Pakbeng. Denne sejltur havde jeg set frem til. Jeg havde forestillet mig at sidde på et dæk og nyde den fredfyldte natur – men sådan skulle det ikke gå.. Da vi kom ned og så den båd vi skulle med nægtede jeg at tro på at det var den: En gammel skude der blev/bliver brugt til at transportere varer med.. Der var et stort rum med ét åben ”vindue/indgang” hvorfra dem der sad i nærheden kunne se ud. Vi andre kunne kigge på hinanden og uret.. Der var i bunden at båden ca. 40cm hvor det var fladt ellers skulle man sidde op langs de skrå sidder – og nej der var ingen stole eller noget der mindede om.. Jeg tror aldrig tiden har gået så langsomt – og jeg nægtede at acceptere at vi skulle tilbringe 2 x 10 timer i den båd (desværre var der ikke mange alternativer), og således endte vi med at tilbringe 2 ud af 7 dage i Laos i et lastrum. Skal lige huske at nævne at vi i byen Pakbeng fandt et værelse til 10 Kr pr. nat – stadig det billigste jeg nogensinde har betalt for en overnatning..

Da vi endelig efter 2 dage i bunden af skibet i selskab med andre backpackere, enkelte lokale og deres høns nåede Luang Prabang, var jeg lykkelig over endelig at slippe ud og samtiddigt temmelig kulret (og øm bagi!). Vi fandt en cykeltaxi som skulle tage os til vores kommende hostel ikke langt derfra.

Cykelmanden lagde ud med Fifteen, og jeg sagde Fifty – du må være tosset – du kan få 25! Så smilte han og sagde OK, inden Jonas nåede at sige at han rent faktisk havde sagt 15 og ikke 50 først. Da 50 af deres penge er tæt på ingenting grinte vi som sindsyge af det... (og det gjode cykel-taxi-manden også).

Vi tilbragte 3 skønne dage i dejlige fredfyldte Luang Prabang og tog en af dagene ud til et vandfald en lille times kørsel fra byen. Fantastisk flot. Vi havde købt cola´er og chokolade kage fra den franske bager med derud – og havde det helt for os selv.. Kanon oplevelse.

 

Vi havde valgte mellem at fortsætte ad vandvejen eller at tage en bus videre til Vang Vieng, men overpå den første bådoplevelse var valget temmelig enkelt. Vi fik de to sidste sæder i bussen og troede dermed at vi også havde fået de to sidste pladser – men her opdagede vi vitterlig at der altid er plads til en til, så da der ikke var flere skamler ned mellem midtergangen og der ikke kunne stå flere, så måtte folk op på taget at bussen og sidde, mens andre stod bag på kofangeren.. Vi kørte igennem det flotte bjergrige landskab og samtidigt meget menneske tomme land. 

 

I Vang Vieng tog vi ud og så en grotte – vi fik et lift af en bondemand på ladet af hans blanding mellem en traktor og græsslåmaskine – aner ikke hvad man kalder sådan et køretøj! Jeg var ramt at racer-mave og var kommet afsted uden toiletpapir, så jeg så kun en løsning på problemet – deres pengeseddler som alligevel ikke var mere værd end toiletpapir. Så derefter kunne vi sige at deres penge var lige til at tørre røv i.. Derudover havde vi en god oplevelse i Vang Vieng, da vi en dag lejede to bildæks-slanger. Vi blev kørt lidt op ad floden og kunne derfra flyde stille og roligt med strømmen tilbage til byen. En meget fredfyldt og sjov oplevelse - som kunne have udviklet sig uheldigt hvis vi ikke i tide havde fået øje på en stor flok vandbøfler i vandet, og fik styret udenom..

 

Vi fortsatte til hovedstaden Vientiane hvor vi den første aften tilfældigt kom forbi Nationalstadionet og overværede 2. halvleg af fodboldlandskampen Laos – Vietnam.. Selvom de var piv-ringe gik tilskurene temmelig meget op i det.

 

Ellers var Vientiane noget af en skuffelse – og vi tog hurtigt derfra og tilbage til Thailand. Gruden hertil var også at vi var ved at løbe tør for kontanter. Vi kunne stort set aldrig betale med visa kort når vi købte noget. Vi kunne gå i banken og hæve 100USD på vores VISA kort som vi så med det samme skulle veksle om til den lokale Kip. Problemet ved dette var bare, at vi på daværende tidspunkt ikke havde en chance for at bruge for 100USD i Kip penge, og der var ingen måde at slippe af med sine Kip penge når først man havde dem (sjovt tanke at et lands egen bank ikke vil tage imod landets egne penge – det fortæller vel meget godt værdien på Kip.) Så på sidste aften da vores kontantbeholdning virklig kørte på pumperne – måtte vi traske hele Vientiene tynd inden vi fandt en restaurant hvor vi kunne betale med vores VISA kort. Uden at være helt klar over hvad vi bestilte, endte vi med (til vores store skuffelse) at få noget med frisk koriander... Dagen efter sagde vi farvel til Laos på godt og ondt. Laos gav os mange gode oplevelser og havde vi sat og mere ind i tingene kunne vi nok havde undgået de små ”negative ting”. 

 

Efter at have fået det hele lidt på afstand står Laos som et fremragende rejseland for den eventyrlystne backpacker.